En tilflytters oplevelser i Kyndby-Krogstrup Kommune

Af Bibi Barslund

For mig, en lollænder og provinsbo, var fire år i København rigeligt, så da vi fik mulighed for i 1958 at flytte til Horns Herred, nærmere betegnet Kyndbyværket, så var det lykken.

Marken lige ved vor bolig var et gult blomstrende tæppe af raps, et syn, jeg næsten ikke kunne løsrive mig fra den første uge efter vores indflytning.

Omegnen havde alt, hvad hjertet kunne begære af flot natur, Isefjord, Sømer Skov, de høje skrænter, de lave engdrag med bække, der rislede af sted ud i fjorden, sjældne planter som hjertegræs og lungeurt havde gode vilkår i de uopdyrkede områder. Kyndbyværket lå som en mastodont i vandkanten, og de fleste ansatte var tilflyttere, men også en del var 'indfødte' fra det nordlige Horns Herred.

I kommunen Kyndby-Krogstrup var vi på en måde delt i to befolkningsgrupper. Der var de, som altid havde boet i kommunen, nogle i flere generationer, og så os, der blev benævnt som "dem fra værket". Selvom der var dette skel, så blev de aktiviteter på Kyndbyværket, så som gymnastik, dans, foredrag osv, også benyttet af de omkringboende. Der var sågar rejsebiograf til stor glæde for de yngste årgange. Kyndbyværket lagde lokaler til alle arrangementer som aftenskolen via husholdningsforeningen planlagde.

Kyndbyværket og Kyndby Huse
på postkort med luftfoto fra Aerodan.

Mit arbejde i sognerådet
Kommunalpolitisk var sognerådet også en blanding af indfødte og "dem fra værket" fordelt på socialdemokrater, venstrefolk og en upolitisk lønmodtagerliste. Men uanset politiske ideologier – så var det sognerådsformand Sigfred Christiansens livsholdning, der prægede 'butikken', også selvom han var socialdemokrat. Der var ingen 'slinger i valsen' når det gjaldt sparsommelighed. Skatteprocent og grundskyldspromille var meget lave, alle udgifter vedrørende kommunekontorets funktion og personale blev grundigt vurderet.

Som formand for Kyndbyværkets Husholdningsforening havde jeg været fortaler for, at vi fik asfalteret alle stikvejene på Jungehøj i stedet for den ubehagelige slaggebelægning. Det initiativ medførte, at jeg blev opfordret til at stille op som kandidat til kommunalvalget i 1966. Det blev på lønmodtagerlisten sammen med Kaj Guldbjerg. Vi blev valgt ind begge to. For mig som nybegynder blev det fire år i lokalpolitisk 'opdragelse' en læretid, jeg ikke ville have undværet. Respekten for skattekronerne var i højsædet, den der floskel med at "pengene ligger bedst i borgernes lommer" blev grundigt efterlevet.

Et eksempel var, at kommunesekretær Niels Thomsen og jeg syntes, at kommunekontorets mødesal havde gamle hullede gardiner, som vi ikke kunne være bekendt. Resultatet på vores kritik blev, at jeg fik et beskedent beløb af sognerådsformanden til indkøb af gardinstof. At få dem syet og hængt op, skulle vi selv klare, så efterfølgende weekend blev mødesalen omdannet til systue.

Haven ved kommunekontoret var i en elendig forfatning, så Astrid Skotte, sognerådsmedlem for socialdemokratiet, og jeg mente, at det skulle der rettes lidt op på. Vi fik allernådigst tildelt et beløb til indkøb af træer og buske, som vi kunne handle for hos gartneren i Skuldelev, men grave dem ned, det skulle vi selv, og selvfølgelig trak vi i arbejdstøjet bevæbnet med 'hakke og spade'. I dag er der vist ingen kommunalpolitikere, der får hård hud og vabler i hænderne af at være politisk engageret.

At børnene i Kyndby-Krogstrup Kommune skulle lære at svømme, blev enstemmigt vedtaget, og en badebro syd for Kyndbyværket var derfor nødvendig til formålet. Af Sigfred Christiansen fik jeg så i opdrag at kontakte O. Sandberg, ejeren af godset Svanholm, for at høre, om han ville donere materialer til en badebro. Jeg satte 'fuldt blus' på charmeoffensiven og fik overtalt Sandbjerg til at give diverse materialer gratis.

Så langt så godt, men broen skulle jo i vandet og helst uden betalt arbejdskraft, så fem af sognerådet, under Sigfreds ledelse, måtte stå i vand til knæene i tre dage for at etablere broen – et slid, men svømmeundervisningen fungerede til alles tilfredshed.

Men jeg lærte at nære mig, når det gjaldt at komme med gode forslag. Jeg vidste, hvad det indebar af spejderånd og personlig arbejdsindsats, så da Kloak Syd blev vedtaget, var jeg helt rolig, vel vidende, at kloakering, det overlades til eksperter på det område.

De månedlige sognerådsmøder affødte ikke de store politiske debatter, skatteprocenten var alle enige om, den skulle helst være lav, derimod kunne grundskyldspromillen godt være årsag til nogen debat. Efter møderne spiste vi sammen, men altid med medbragt madpakke, kun en øl eller vand kunne nydes på kommunens regning, sparsommeligheden var i højsædet.

Det nære samfund
Kyndby-Krogstrup Kommune havde ikke et alderdomshjem, men en aftale med Skibby Kommune om et vist antal pladser på deres alderdomshjem. Den ordning fungerede fint. De beboere, vi havde på hjemmet, roste især køkkenforplejningen, hvor 'chefen' var Gerda. Hendes gode erfaring fra en fortid i et krokøkken kom beboerne til gode. Næsten alle, der fik ophold på alderdomshjemmet, tog fem til ti kg på det første år.

Handelsmæssigt var vores lille kommune godt forsynet. Vi have købmand, bager og slagter ved Kyndbyværket, købmanden i Kyndby og Brugsen i Dalby, plus gartneriet på Svanholm. Desuden kom der kørende ostemanden fra Frederikssund, slagteren Viggo fra Lyngerup, øl og vand fra Vinter Mølle, mælkemand fra Lyngerup Mejeri, fiskemand osv. Tilsammen et brugervenligt "supermarked til døren".

Men efterhånden som folk fik råd til bil, så kunne disse kørende forretninger ikke betale sig, til stor ærgrelse for de borgere, som ikke havde bil. Men et gode var dog, at Simonsens Busser betjente området. De to sønner Klaus og Trolle havde en utrolig venlig imødekommenhed over for buspassagerer.

Skulle vi have besøg af en syv-årig nevø fra København, kontaktede vi bare busselskabet for at høre, om chaufføren ville sørge for, at nevøen kom med bussen fra Frederikssund Station til Kyndbyværket. Svaret var altid: "Selvfølgelig, Klaus vil stå på perronen og tage imod, når toget ankommer." Man må indrømme, at i de små kommuner var det nære samfund i højsædet.

Selvom Kyndbyværkets personaleforening bød på mange arrangementer, så som foredrag, danseskole og den årlige sankthansaften med bål på stranden, så var Dalby Idrætsforening en væsentlig faktor for hele kommunens ungdom med fodbold og gymnastik. Badminton kunne også lade sig gøre, men tennis hørte altid til på Kyndbyværkets særlige tennisbaner, og her blev dystet bravt med Ølstykke Tennisklub hvert år. I hvert fald var festerne efter kampene legendariske – dem gik der mange historier om.

Kyndbyværket set fra Strandhuse nord for værket en sommeraften 1983. 

Det var der også om de kulskibe, som anløb Kyndbyværket. Selvom toldvæsenet trådte i funktion, når et skib anløb, så forhindrede det ikke de polske og russiske besætninger i at gå rundt og faldbyde spiritus og tobak. Næsten alle i området nød godt af Vodka- og Cognac-importen.

Den daglige postomdeling blev klaret af landposten Harald. Han var helt sin egen og sparede ikke på at kommentere de opkrævninger, som vi indbetalte til ham – især hvis de var på forfaldsdatoen. Til gengæld mente han også, at en opkrævning heller ikke skulle betales straks, når man havde fået den. Harald havde på en eller anden måde en social funktion ligesom de øvrige landpostbude i kommunen. Den daglige postomdeling var også et tjek på, om der hos svage og gamle borgere var behov for at orientere socialudvalget om behørig hjælp. Ikke en utidig indblanding, men en medborgerlig omsorg.

Fra en fodboldkamp mellem
Jægerspris og Kyndby-Krogstrup i 1969
– en venskabsmatch før kommunesammenlægningen. 
Se begge hold nedenfor.

Af store omvæltninger blev nok kommunesammenlægningen i 1970 
– og ligeledes, at Svanholm Gods blev et storkollektiv. Det sidste blev ikke spået en lang levetid, men eftertiden har da vist noget andet og positivt.

Kommunesammenlægningen gav to muligheder – enten med Skibby eller Jægerspris, den første en venstrestyret og den næste en socialdemokratisk kommune. Kyndby-Krogstrup Sogneråd var i tvivl, indtil Skibbys kommunaldirektør oplyste: "Vi har gjort plads til jer i vores folkeregister." At det var en selvfølge, at vi skulle sammenlægges med Skibby, fik helt klart Kyndby-Krogstrup Sogneråd til at 'stejle', så valget blev 'i trods' Jægerspris.

At de gamle kommuner efter den seneste kommunalreform er samlet, og nu hedder Frederikssund Kommune, det er en helt anden historie.

En god beskrivelse af den gamle Kyndby-Krogstrup Kommune kan der læses om i Jægerspris Historiske Forenings to bøger fra 1983 og 1993: Folk på Svanholm og Billeder fra Kyndby, Kyndby Huse og Kyndbyværket.

Forfatteren

Bibi Barslund er født 1933 og bor i Jægerspris, hun var sognerådsmedlem i Kyndby-Krogstrup Kommune 1966-1970 og byrådsmedlem i Jægerspris Kommune 1970-2001.

Kyndbyværket

Kraftværk i Hornsherred ved Isefjorden. Det blev som det første landsdelsværk sat i drift i 1940 af Isefjordværket I/S, som var et interessentskab dannet af NESA, Nordvestsjællands Elektricitetsværk (NVE) og Frederiksberg Kommune. Værket havde oprindelig en kapacitet på 2×30 MW og er udvidet flere gange, senest i 1970erne. Det var i perioden 1976-81 Danmarks største kraftværk med en kapacitet på 940 MW.

Værket ejes siden 2006 af DONG Energy, og de tilbageværende olie- og naturgasfyrede anlæg på i alt 740 MW fungerer som nød- og spidsbelastningsanlæg. Som det eneste kraftværk i Danmark kan Kyndbyværket starte de sjællandske produktionsanlæg fra et fuldtændig strømløst højspændingsnet. 

Kyndbyværkets anlæg kan startes på få minutter hvis der opstår driftsforstyrrelser på det Sjællandske elnet eller på andre kraftværker:

• 2 kraftværksblokke hver på 275 MW - starttid 20 minutter
• 2 gasturbineanlæg hver på 63 MW - starttid 7 minutter
• 2 dieselmotorer med fælles generator på 18 MW - starttid 2 minutter
• 2 ombyggede flymotorer med fælles generator på 2 MW - starttid 2 minutter

Kilder: Den Store Danske Encyklopædi og Energi- og Proceskontrol A/S

Fotografierne

Kyndbyværket og Kyndby Huse på postkort med luftfoto fra Aerodan. "Ægte fotografi" står der på bagsiden. Fra før udvidelsen med den store dobbelte kraftværksblok i 1970erne (se næste foto).

Kyndbyværket set fra Strandhuse nord for værket en sommeraften 1983 "til hyggemad hos Nuppenau's" som der står på bagsiden.

Fra en fodboldkamp mellem Jægerspris og Kyndby-Krogstrup i 1969. 

Jagtudbytte udstillet på Storgården.  

Bibi Barslund - fotograf Peter Rahbek 2009.