Fra Københavnerpræst til præst på landet
(Græse-Sigerslevvester)

Af Signe Dorthe Voldby

De gamle historier ...
"Der var saa deiligt ude paa Landet ..."
Sådan skrev H.C.Andersen  – og det er ganske vist ...

Der var engang for længe længe siden en gammel kirke, bygget midt i 1100-tallet, beliggende i Sigerslevvester sogn, temmelig langt fra Frederikssund, mindst fem-seks kilometer. Kirken havde oprindelig en mandeindgang i sydsiden og en kvindeindgang i nordsiden som alle andre kirker fra den tid. Det var en god og sædelig idé, så man i kirken ikke tænkte på for meget andet end Gud ...

Da man nogle århundreder senere mente, at det måske var nok med én indgang til vores kirker, da var det oftest indgangen i 'mandesiden' mod syd, der blev bevaret – men i Sigerslevvester Sogn var der et problem: En stor drage havde lagt sig lige foran mandeindgangen, og derfor var det den, man lukkede – indefra.

Kvindeindgangen i venstre side af kirken blev altså den nye hovedindgang – og er det stadig. Hvis man dengang for længe længe siden syntes, at præstens tale på smukt og veluddannet latin gik hen over hovedet på én, så kunne man altid kigge op på de smukke, farvestrålende kalkmalerier, hvor der i den ene hvælving fandtes billeder fra "The passion of the Christ" – hele lidelseshistorien – fra palmesøndag, gennem skærtorsdag til langfredag og påskemorgen.

Det var en fantastisk opbyggelig tegneserie med stærk forkyndelse, og i den næste hvælving – ja, dér så man vidnesbyrd fra stærke kristne, der fulgte Gud med håb og tro, og som vidste, at lyset fra påskemorgen gav styrke til at ... Ja, hvad er det, de farvestrålende kalkmalerier viser? – Dø som martyr på bålet, udholde lidelser, blive konge i Norge ... Det var god enkel forkyndelse, på disse smukke kalkmalerier, når præstens tale blev lidt for lang ...

Der var på den tid en stor gård i sognet med to smukke gårdmandsdøtre, der gik i kirke hver søndag ... Og hvordan det nu ellers burde være med ydmyghed i kirke og at lægge våben og uenigheder fra sig i våbenhuset, så blev det aldrig helt sådan for de to søstre. De kappedes om at komme først i kirken og stå øverst og forrest – nærmest Gud – eller præsten eller i hvert fald foran alle de andre, absolut helst også foran søsteren.

En dag sagde den ene søster: "Ved du hvad, det her er lidt for anstrengende, jeg vil nu i stedet bygge en kirke i Græse, så kan jeg være forrest i Græse Kirke, og du kan være forrest i Sigerslevvester kirke... Og vi kan selvfølgelig bare deles om den samme præst og det samme menighedsråd ..." Og sådan blev det.

Græse kirke blev bygget sidst i 11-hundredtallet af den 'anden' søster, så sognets største kirke er den yngste. Og måske blev kirken indviet og taget i brug i det Herrens år 1219, hvor Gud fra himlen lod en rød dug med et hvidt kors dale ned over trængte danskere, der var i krig i Estland, og det blev dem til stor trøst og håb. Og lige siden har Dannebrog vajet over Danmark, også når der var fest og gudstjeneste, konfirmation og bryllup, dåb og begravelser i fx Sigerslevvester og Græse kirker ... Og alt dette er jo ganske vist.

Græse Kirke.

Fra København til Græse-Sigerslevvester

Cirka 800 år efter flyttede jeg fra et københavnersogn ud til disse to gamle, dejlige kirker for at være præst på landet. Den 12. december 1983 var jeg blevet kandidat i teologi fra Københavns Universitet. Det var egentlig planlagt, at jeg skulle op til min sidste eksamen den 15. december det år, men da sekretæren på studiekontoret blev klar over, at jeg samme dag 'havde termin', som det hedder, med mit andet barn, så blev hun helt bleg og spurgte, om vi ikke skulle flytte eksamen... Altså blev det arrangeret sådan, at jeg den 12. december fik vældig travlt.

Om formiddagen blev jeg eksamineret i faget etik, så gik min mand og jeg ud og spiste frokost på Strøget, og om eftermiddagen gik jeg tilbage til fakultetet på Købmagergade og blev eksamineret i faget dogmatik. Det var på alle måder en effektiv eksamensdag – og så var jeg kandidat. Otte dage efter min kandidateksamen fødte jeg mit andet af fire børn, min eneste datter, så jeg fik to store gaver på bare én uge: kandidateksamen og et vidunderligt barn.

Livet fortsatte med at gå rigtig hurtigt. Om foråret gik jeg på pastoralseminariet med min lille pige i armene. Og så var jeg så heldig at blive valgt som præst i Grøndalskirken samme forår. Jeg blev ordineret af biskop Ole Bertelsen i Københavns Domkirke den 14. juni 1984 og begyndte som præst i august måned. Min familie og jeg var en del af denne dejlige kirke og menighed i seks år, og jeg fik lov at prøve en masse sjove ting sammen med menigheden.

Det er så tit, jeg møder folk, der med et drillende smil siger: "Det må da være rigtig rart at være præst, de arbejder jo kun én dag om ugen." Og jeg plejer at sige, at det er faktisk fantastisk, det skulle de jo have tænkt på, da de valgte job. Men bagefter smiler jeg lidt for mig selv og tænker på min hverdag, fx som den var, da jeg som 29-årig blev præst i København.

Der var cirka fire aftenmøder om ugen i menighedsplejen, menighedssamfundet, bibelkredse, missionskredse, menighedsrådsmøder, basararrangementer, masser af aktive dejlige folk omkring kirken, der mødtes til gode ting. Der var også rigtig mange kirkelige handlinger udover alt det, man kalder kirkens 'frivillige arbejde' – et sjovt udtryk – for det er da forhåbentlig også frivilligt at gå i kirke og blive gift. Kun om begravelser kan man vel tale om, at det måske ikke er helt 'frivilligt' ...

I øvrigt var der til hver af os to præster 75 begravelser om året plus diverse bryllupper, gudstjenester hver søndag og alt mulig andet. Der var susende travlt med alt det igangværende, og der var masser af plads til nye ting, da jeg fik barselsorlov med mit tredje barn og derfor ikke skulle fungere som præst. Så brugte jeg sammen med nogle af vores unge fra kirken den meget fritid, jeg syntes, jeg havde i min barselsorlov, på at starte et herligt børnearbejde, hvor det var skønt at have sine egne to 'store' med.

Konfirmandarbejde og ungdomsarbejde har også altid ligget mit hjerte nær. Det gør det stadig her 25 år efter, så både i Grøndalskirken og i Græse Kirke har det været dejligt at udvikle et arbejde omkring kirken, hvor unge kan have det sjovt og samtidig høre om kirkens Herre Jesus, denne opstandne Herre, der med så stor fred og velsignelse rækker ud til mennesker i dag – både til gamle og unge, både til kirkevante og kirkeuvante. Grøndalskirken og sognet dér, mennesker dér – vil altid have en stor plads i mit hjerte.

Grøndals Kirke i København,
akvarel af arkitekt m.a.a. Holger Jensen.

Indoktrinering eller forkyndelse ...

Blandt de mange sjove og spændende møder, jeg har været med til, er der to, jeg vil nævne her – et i København og et i Frederikssund.

Grøndalsmødet

Vi havde i Grøndalskirkens sogn to menighedsbørnehaver, som man kaldte det. Børnehaver, opstået på initiativ fra kirken, og selv om de efterhånden i hverdagen fungerede præcis ligesom alle andre gode børnehaver, så bevarede man et formaliseret nært samarbejde med kirken, så disse børnehaver kom til børnekirke en gang om måneden.

Jeg syntes, det var rigtig sjovt, og lærte børnene nogle små guitarsange – nemme at synge med på, sjove fagter og nemme at huske – og engang havde jeg inviteret nogle venner til at vise dukketeater med Peter Pedal-dukker, hvor det altså var Peter Pedal-figuren, der fortalte små historier fra bibelen. Det var virkelig genialt – børnene bare elskede dette teater ...

Men hold da op – det gav problemer. Derhjemme i børnehaven gik børnene nemlig og nynnede de små kristne sange, og når de læste Peter Pedal-bøger, sagde ungerne: "Ej, det er ligesom i kirken, da vi hørte det dér om Jesus..."

Pædagogerne med BUPL i ryggen blev virkelig ærgerlige. Én ting var, at børnehaverne jo var forpligtede på at gå i kirken en gang om måneden, men det var sandelig ikke meningen, at børnene skulle huske noget af det og oven i købet snakke om det, når der blev læst bøger. Og så blev der indkaldt til stormøde.

Alle forældre, personale, ledelse, bestyrelse og altså også præsten blev indkaldt til møde med overskriften "Må præsten indoktrinere vores børn?" Som I næsten kan fornemme, var der lagt op til et temmelig interessant møde. Der var to indlæg. Først et fra en af pædagogerne, der noget vredt og ærgerligt ridsede situationen op, og så var det mig.

Og selvfølgelig kan jeg ikke huske alt, hvad jeg sagde, men grundtanken er, at ja, som forkyndende kirke vil vi sandelig gerne indoktrinere', i hvert fald hvis det forstås på den måde, at vi forkynder om Jesus, så det giver mening for mennesker, så de forstår det og husker det – og så de har evangeliets glæde og håb med i deres hverdag.

Mødet endte egentlig ret morsomt efter masser af debat, nemlig med at forældrene sagde: "Vi går sjældent i kirke, men vi er medlem af Folkekirken, og hvis præsten kan få vores børn til at synes, det er sjovt at komme i kirken, så er det fint for os." Og det blev i store træk konklusionen på mødet: Menighedsbørnehaverne blev ved med at komme med deres søde børn til børnekirke en gang om måneden.

Frederikssund-mødet

Sådan et krigerisk møde har jeg ikke oplevet i min tid i Græse-Sigerslevvester. Derimod var der for år tilbage et meget sjovt stormøde, som jeg husker med glæde. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at præster er forskellige. Og det er nok heller ikke nogen hemmelighed, at præster ofte bliver sammenlignet og måske til en vis grad spillet lidt ud mod hinanden. Personligt synes jeg, at det er skønt ved Folkekirken, at præster og dermed ofte kirker er vældig forskellige – ligesom alle andre mennesker. Det er da en stor rigdom for Folkekirken.

Men dér i 1990erne var der sådan lidt 'kig' på os forskellige præster. Og da tog den daværende præst i Frederikssund, Knud Kristensen, initiativ til et møde, hvor alle vi præster samt den katolske præst skulle sidde i et panel og i et oplæg fortælle, hvad vi egentlig stod for og gerne ville som præster og med kirken – så vi ligesom én gang for alle fik det på plads og ikke behøvede at forklare en hel masse om alle de andre. Midt i panelet sad som ordstyrer den tidligere borgmester Knud Christoffersen, og mødet blev afholdt i Elværket.

Vi havde forestillet os, at der måske ville komme cirka fem-otte stykker fra hver kirke, måske i alt omkring 40, det var der var sat stole op til, men der kom næsten 200. Og vi havde en super dejlig aften, hvor alle gik derfra og tænkte: "Nu forstår vi hinanden meget meget bedre." Det er blandt andet det, der i disse år er dejligt ved tværreligiøse og tværkulturelle møder, som der findes en del af, også netop i Elværket – samvær og forståelse – det er altid en god begyndelse for os mennesker, der er skabt i Guds billede – trods religiøse og politiske og andre almindelige menneskelige forskelle.

Fra Grøndal til Græse

Da min mand og jeg derinde i København med efterhånden fire børn og ung pige i huset fik lyst til at prøve noget nyt og anderledes, dukkede Græse-Sigerslevvester kirker op.

Jeg kendte egentlig ikke særlig meget til sognene, faktisk lagde jeg allerførst mærke til det morsomme, at Sigerslevvester har samme rytme som en by, der dengang blev kendt i børne-julefjernsyn – nemlig Vinterbyøster. Men jeg kendte dog også sognets afgående, venlige og søde præst Vagn Hersted, for han og hans kone blev venner med mine forældre, da de som ganske unge gik på Blågård Lærerseminarium i København – og er det stadig nu, hvor de alle fire er over 80.

Og jeg tænkte, hvad kan være mere morsomt og udfordrende for en Københavnerpræst end at flytte på landet? Jeg talte med en ny biskop, en ny provst og et nyt menighedsråd, og jeg var så heldig, at det blev mig, der fik embedet. Vi flyttede til Græse i sommeren 1990 i en af de smukkeste præstegårde, der findes i landet, tror jeg.

En sjov forskel var, at mens vi i København havde gravet et stykke af vores have op, hvor vi dyrkede salat, ærter, kartofler og andre spændende ting, så opdagede vi hurtigt, at det ikke kunne betale sig på landet. Vi skulle bare gå ud af præstegården, så kunne vi straks købe dejlige kartofler og jordbær og andet godt på gårdene ganske billigt. Så der er ingen køkkenhave i vores store præstegårdshave.

Græse Præstegård sommeren 1999.

Barndomsminder fra Lyngerup

Samtidig må jeg sige, at Græse og Sigerslevvester rykker tæt på mine barndomsminder, selv om jeg er vokset op i Hillerød. Min morfar var nemlig dyrlæge i Lyngerup, P.M.Thybo. Han boede i dyrlægeboligen, lige over for købmanden fra engang midt i 1920rne til cirka 1970. Og min mor og min morbror gik først på lokal skole og derefter på Frederikssund Private Realskole, hvor jeg selv i disse år underviser konfirmander en gang om ugen.

Min morfar havde en stor dyrlægepraksis og kørte derfor rundt i det meste af Hornsherred – og jeg var med ham, så tit jeg kunne. Det var også min morfar, der lærte mig glæden ved heste. Han bestilte ridetimer til mig om søndagen hos Einar Hansen på Kignæsgården i Jægerspris.

Og min mormor inviterede derhjemme i byen masser af børn i søndagsskole – til bibelhistorie, sang og bøn, og bagefter var der sjov og leg i haven i Lyngerup Dyrlægebolig.

Når jeg er ude at tale, møder jeg ofte mennesker, der siger: "Jeg har haft din morfar som dyrlæge," eller "Jeg har gået i søndagsskole hos din mormor." Mine morforældres lysende tro og glade sind, som jeg også oplevede hos mine egne forældre, betød meget for mig i min opvækst.

Når dyrlægerne i Frederikssund havde ferie, så vikarierede min morfar nogle gange på denne side af broen, og en af de dejlige gamle landmænd, jeg lærte at kende i Græse, viste mig engang en gammel medicinflaske, som han havde gemt, hvorpå der stod "Lyngerup Dyrlægebolig" – udstedt af min morfar. Også det var sjovt for mig, da jeg flyttede fra København til Græse.

Og her har jeg så været siden gennem mange forandringer i sognet, i mit arbejde, i kirken og i min familie, hvor mine børn er blevet store, og det har været spændende, rige år. 19 år faktisk, for netop i skrivende sommer, år 2009 runder jeg 25 år som præst...

Forskel på by og land

Der er mange både dengang og nu, der har spurgt mig, om der er stor forskel på at være præst på landet og i byen, og jeg har måske allerede fortalt lidt om det. Men i store træk er vi mennesker i virkeligheden meget ens i vores hjerter – vi vil gerne have et godt liv for os selv og vore kære. Vi håber, at det ikke er lige meget, om vi er her eller ej, og jeg tror også de fleste længes efter, at nogen ser os, ikke bare i det ydre, men den vi er indeni.

Og når vi møder svære tider, eller når døden banker på, da tænker vi ofte, mon Gud kan være der for mig nu? Mon der er en, der kan gå med i det ukendte, uigennemskuelige mørke? Og for mig som præst er det sådan en gave at kunne fortælle, at det jo netop er sådan, Gud er, Han ser os som unikke og fantastiske mennesker, skabt i hans billede. De ydre rammer omkring os varierer, men indeni dér har vi alle sammen hjerter, der banker med håb og drømme, og evangeliets gamle løfter er fulde af håb, fordi kirkens Herre Jesus gerne vil være hos os – "alle dage indtil verdens ende" – som det siges i dåbsritualet.

Men selvfølgelig giver de forskellige rammer, der er på land og by, nogle forskellige livsvilkår for os mennesker. Måske ikke så meget hos unge – de er nærmest ens i hele den vestlige verden. Derimod var der en sjov ting, jeg lagde mærke til, da jeg som københavnerpræst kom til Græse, og det var en forskel hos de ældre.

Når et ældre menneske i København mistede sin ægtefælle, så var det, de frygtede mest, ofte ensomheden. Derfor var der mange, der blomstrede op, når de fx kom på plejehjem. Men i Græse og Sigerslevvester hørte jeg ofte fra de mennesker, der mistede deres ægtefælle, at det, de frygtede mest, var at skulle forlade markerne, solopgangen, rapsmarkerne om foråret – alt det der gav luft under vingerne og i sjælen. Hvor er det priviligeret, at vi som samfund har mulighed for, at nogle ældre kommer på plejehjem og får venner, og andre ældre bliver på gården eller i huset, kigger ud over markerne og får hjemmehjælp dér.

Ny musik i gamle kirker

En lidt særlig del af min historie som præst handler om min guitar. Jeg fik en guitar af mine forældre, da jeg blev 20. Jeg fik lært mig selv et par akkorder, og jeg elsker at spille og synge – alene, sammen med andre, hvor som helst. Da jeg blev præst i Grøndalskirken, blev jeg selvfølgelig ved med at spille guitar – også i kirken. Jeg mener: Hvorfor skulle jeg holde op, fordi jeg blev præst? Men det delte af og til vandene – nogle udvandrede, andre blev vrede – men heldigvis blev de fleste glade og sang med.

Da jeg kom til Græse, spekulerede jeg lidt på det med guitaren i kirken. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville være – sådan 'på landet'. Men kirkesangeren sagde: "Hvor er det forfriskende. Lær os nogle flere nye sange". Og organisten sagde: "Herligt, skal jeg ikke spille med på orglet?" Så nu stemmer vi altid guitar og orgel sammen, og menigheden, også de 'ældre', og menighedsrådet sagde: "Nå ja, alt sådan noget anderledes, det har vi skam haft før, da Leif Bork Hansen var præst her..." Så dér på landet, var der åbne arme for alt nyt.

Dejligt, fordi vi for 16 år siden var tre gode venner, der tænkte: "Vi starter lige et gospel-kor." Dengang var det ikke særlig almindeligt, og mange sagde til os: "Gospel hører ikke til ved en dansk gudstjeneste." Sjovt at tænke på nu, hvor man alle steder og i rigtig mange kirker opretter gospelkor. Men i sognet og i menighedsrådet blev der altid bakket op, og vi har et stort dejligt kor ved Græse Kirke –et glad amatør-kor, som vi siger. De medvirker ved gudstjeneste en gang om måneden i kirken, og i øvrigt kommer de ud at synge rigtig mange andre steder.

Så gør vi sådan, når til kirke vi gå tidligt søndag morgen...

En anden forskel på by og land, det er måske nok det med kirkegangen. Jeg tror, de fleste forestiller sig, at i byen går folk ikke i kirke, mens de sikkert gør det på landet... Nu var det bare sådan, at jeg oplevede præcis det modsatte. I Grøndalskirken var der en stor trofast flok af kirkegængere, der gik i kirke hver eneste søndag kl. 10. Der var selvfølgelig særlig mange, ligesom i Græse, når der var barnedåb, men vi ved jo godt – med et kærligt smil – at dem, der kommer i kirke til barnedåb, det er jo nogen, der er 'nødt til' at være der, ikke? Dejligt at de kommer, barnedåbsfamilier og deres søde gæster.

Men det, der 'bærer' kirken på hverdags-søndagene, hvis I forstår det udtryk, det er jo dem, der kommer, fordi de har lyst til at være der, og i Grøndalskirken var der i hvert fald omkring 80, der kom i kirke, fordi de havde lyst. De kom ikke, fordi det var den ene eller den anden præst, der prædikede, nej, de kom trofast hver søndag for at være kirke og menighed. Jeg tror, de tænkte: "Hvis ikke de kristne, hvis ikke medlemmerne af kirken kommer til gudstjeneste, hvem skulle mon så?" Eller: "Hvis nu et menneske blev interesseret i troen og går i kirke, så er det da vigtigt, at menigheden er der til at tage imod dem."

Det var en stor gave at have sådan en menighed med trofast kirkegang derinde i byen – og helt sådan har det ikke altid været herude på landet...

Når gode Råd er dyre

Der var også forskel på menighedsrådsmøder i København og 'på landet'. Sådan noget har naturligvis altid med mennesker at gøre, netop de mennesker, der på det sted er valgt til menighedsrådet, men det har også at gøre med indstilling, økonomi, traditioner, al den slags, der nok formes lidt efter, hvor vi bor. Og forskel var der – på mine to menighedsråd i byen og på landet.

I København var der mange listevalgte, kirkelige, politiske – og så de helt almindelige! Og alle diskuterede. Man var ikke bange for at stå stejlt på sit eget, der blev debatteret heftigt – og ærgerligt nok var præsternes ord ikke altid lov. Jeg blev i øvrigt kaldt "hovsa"-præsten, fordi jeg altid fik nye idéer, der ikke kunne nå at komme med i budgettet. Og så var det ofte sådan, at når jeg kom hjem fra menighedsrådsmøde i København, vidste familien, at jeg aldrig kunne sove, men sad oppe det meste af natten og faldt til ro.

Så kom tiden, hvor jeg skulle til menighedsrådsmøde i Græse-Sigerslevvester, et menighedsråd, der på trods af to sogne, altid har været ét – lige siden de to søstre blev enige om at bygge en kirke til – og jeg oplevede, at det var en stille og fredelig og positiv aften, hvor man sammen med venlige mennesker fik ting igennem og sov godt og trygt, når man kom hjem. En sjov forskel, ikke?

Er det mon sådan, at der i forskellighederne afspejles lidt af storbyens herlige tumult og kaos over for landets dejlige fred og vidder og blå himmel?

En brændende kirkegænger

Tro mig: Der sker mange spændende ting i de fredelige landsbykirker. For nogle år tilbage var det en skøn november eftermiddag, det var lørdag, og der skulle være bryllup i Sigerslevvester Kirke. Kirken var fuld af glade forventningsfulde gæster, det var tusmørke udenfor, og de tændte stearinlys i bænkerækkerne gjorde kirken så smuk som aldrig før. Brudens mor sad på øverste række i et smukt rødt sæt tøj med tilsvarende rød hat og et fint rødt net. Meget smart – som resten af selskabet.

Og så endelig begyndte orglet, og vi vidste alle, at nu kom bruden. Og ved I hvad: I mine 25 år som præst, så synes jeg faktisk hver gang, at denne brud er den smukkeste. Det var hun også denne dag, og alle kiggede beundrende på hende. Moderen rakte sig selv og sit kamera ud mod midtergangen for at få det smukkeste billede af sin datter. Og så – uden varsel – fik flammen i et lys fat i nettet på den smukke røde hat, og på bare ét sekund stod net og hat på hovedet af brudens mor i lys lue!

Og den eneste, der så det, var mig – præsten ved alteret – for alle kiggede ned mod bruden. Nu var gode råd dyre. Vi har sandelig aldrig på universitetet eller på pastoralseminariet lært noget om, hvad vi skal gøre, når en kirkegænger bryder i brand. Jeg nåede bare at tænke, at kirkens brandtæppe ligger i våbenhuset, og at det kunne jeg ikke nå. I næste splitsekund blev jeg pludselig så glad for min store sorte præstekjole, den måtte da kunne slukke enhver brand. Og når det kommer til valget mellem en præstekjole eller en brændende kirkegænger, er der jo ikke meget tvivl:

Jeg sprang altså ud fra alteret og var ved at knappe præstekjolen op for at kaste den over den brændende kirkegænger, da brudens øjne blev større og større ved at se præsten komme farende. Dét fik en af gæsterne til at vende sig om, og lige inden, at ilden bredte sig fra hatten til tøjet, nåede han at vippe hatten af brudens mor, så den røg ned på stengulvet i kirken og udbrændte foran bruden. Først da kunne vi fortsætte brylluppet, selv om kirken nu ikke længere duftede af parfume og aftershave, men af brændt hat.

Et par gange siden har jeg mødt familien i kirken: "Kan du huske os? " spørger de forventningsfuldt. " Det var os med den brændende hat..." Og så ler vi til hinanden og ved, at dét glemmer vi aldrig.

Spøgelsestimen på Græse Kirkegård

En anden sjov episode er fra Græse Kirke. Vores unge, vores teen-gruppe ( 25-30 unge fra kirken, der mødes hver tirsdag og er fantastiske ledere på vores årlige konfirmandlejr) skulle overnatte fra lørdag til søndag i Kirkeladen, som vores menighedslokaler hedder. Lørdag eftermiddag var der en af de unge, der sagde: "Jeg har faktisk aldrig været på en kirkegård om natten..." Og med det samme lavede vi den plan, at når det blev midnat, ville vi gå over på kirkegården og bagefter ind i kirken til midnatsandagt.

Kort før midnat, da klokken var kvart i 12, aftalte jeg i al hemmelighed med to af vores unge ledere, at de skulle liste over på kirkegården og gemme sig, så de kunne forskrække de andre unge... Da klokken var ti minutter i midnat, samlede jeg de andre – glade højrøstede unge – lige indtil vi kom uden for Kirkeladens lys og varme, for dér lægger kulden og mørket sig tæt omkring én i november. Der er en del mørkere på landet end i byen... De unge gik tættere og tættere sammen, og et par af dem tog mig under armen for en sikkerheds skyld. Da vi kom over på kirkegården, gennem den skæve, gamle låge med knirkende hængsler, så vi noget, vi aldrig glemte. Der var nogen, der om formiddagen havde besøgt deres kæres gravsted og sat en lille glasmontre med et fyrfadslys i, og dette lys brændte stadig dér ved midnatstid – og kastede de særeste skygger ud på kirkegården.

Først blev de unge vældig forskrækkede, men så gik vi tættere på, og en af dem sagde: "Hvorfor sætter man egentlig et lys på et gravsted?" Og dér stod vi midt i novembernatten og talte om det mest centrale i kristendommen, om kirkens gamle stærke forkyndelse om Jesus, som Guds lys, der skinner i mørket, Dér, hvor vi møder smerte og sorg og død, dér formår Jesus at række ind i mørket og holde os fast i Guds kærlighed... Han følger os ikke bare til døden, men igennem døden til gensyn og ny begyndelse. Derfor tænder vi lys på et gravsted, fordi Guds lys skinner i alt mørke, og mørket får aldrig bugt med det...

Og mens vi stod dér ved graven i den mørke novembernat med stjerner, der lyste på himlen, bad vi en kort bøn med tak til den Gud, der har "den hele vide verden i sin hånd". Vi bad om, at Han måtte trøste dem, der havde mistet, og om at Han vil være nær ved os, så vi kan leve med håb og tro... Og netop da vi sagde "Amen" ...

... så kom de to unge ledere susende fra hver sin side med træriver i hænderne og skrig og skrål som rædselsfulde midnatsspøgelser, og alle de unge var ved at dø af skræk – og alt var godt.

Jubilæer

200 år for Frederikssund og 25 år for mig i kirkens, statens og Guds tjeneste ... Den slags kalder på minder. Men hvor der er minder, er der også tanker om fremtiden. Frederikssund Kommune vokser og bliver udbygget, og man håber, at mange vil komme og være med og gøre det til et godt sted at bo. Så der venter en forhåbentlig spændende fremtid.

Og kirken? Tja, om vi fortsætter med at være statskirke eller folkekirke, om præster stadig skal bo i præstebolig eller ej, det kan kun tiden vise, men i kirken håber vi sandelig også, at mange vil komme og være med og gøre kirken til et godt sted at være.

Bygninger, præster, ritualer, det kan sagtens ændre sig, men kirken som mennesker, der med tro og glæde rækker ud til andre, med evangeliet om Jesus – dén kirke vil altid være der, fordi Han, kirkens Herre Jesus, altid er der. Så kirkens fremtid er sandelig spændende – ikke mindst fordi Bibelen glad og trygt forkynder: At Guds nåde er ny hver morgen, og Hans trofasthed er stor.

Til lykke med jubilæet med ønsket om al Guds fred og velsignelse i årene, der kommer.

Forfatteren

Signe Dorthe Voldby er født i 1955 og bor i Græse, hun har været sognepræst ved Grøndalskirken i København 1984 - 1990 og er nu præst i Græse og Sigerslevvester kirkesogne.

Fotografierne

Grøndals Kirke i København, akvarel af arkitekt m.a.a. Holger Jensen.

Græse Kirke.

Græse Præstegård sommeren 1999.

Signe Dorthe Voldby - fotograf Peter Rahbek 2009.